Erhvervslivet står over for store udfordringer hovedsagelig pga. den øgede globalisering, kulturelle forskelle og en konstant stræben efter en øget effektivitet. Medarbejderne er under pres, og omfanget af stressrelaterede sygdomme stiger hvert år.
Det forventes i dag, at virksomhederne tilbyder sunde arbejdsforhold og tænker på miljøet. Erhvervslivet byder derfor kombinationen af mindfulness, kognitiv coaching og positiv psykologi velkommen efter de første lovende forskningsresultater. Man tager udgangspunkt i den rette anskuelse og den rette adfærd – en model, hvor man tænker og agerer holistisk og konceptuelt. Den rette anskuelse betyder, at man til hver en tid har sin egen og andre menneskers trivsel på sinde. Den rette adfærd betyder, at man påtager sig den udfordring, der skal til for at anvende principperne ved den rette anskuelse.
Undersøgelser har vist, at investeringen i medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø medfører en økonomisk gevinst for virksomheden grundet lavere sygefravær. Det er derfor vigtigt at fokusere på, hvordan man forebygger højt sygefravær, stress og udbrændthed. Forskningen viser, at regelmæssig praksis af mindfulness fremmer fysisk og psykisk trivsel, styrker hukommelsen, motivationen og øger arbejdsglæden.
Man kan følge de positive virkninger af mindfulness både på de ansattes trivsel og på bundlinjen. Det giver derfor stor mening at invitere mindfulness ind på arbejdspladserne, da det skaber et sundere og mere sikkert arbejdsmiljø og ikke mindst fremmer virksomhedskulturen til læringsprocesser med fokus på åbenhed, forandring og udvikling.
Man kan forbedre sit sind ved at tænke på den rette måde og foretage de rette handlinger. Men man kan ikke foretage de rette handlinger, medmindre man tænker på den rette måde. Formålet med at træne sindet er at sørge for at opnå et roligt, fattet og koncentreret sind i alle situationer. Et andet formål er at gøre sindet i stand til hurtigt at analysere beslutninger fra forskellige perspektiver.
Mennesker med åbent sind, hjerte og vilje kan skabe de rette løsninger på fremtidens udfordringer. Relationer er afgørende for at skabe innovation, og lederne er nødt til at lytte til deres intuition og deres omgivelser. Dette kræver fordybelse, selvdisciplin og ro. Det er derfor vigtigt at være nysgerrige, hvis vi skal nå til det sted, hvor vi ikke hænger fast i fortiden, men skaber fremtiden ud fra de muligheder, der åbner sig for os.