”Den smukkeste skæbne, det mest vidunderlige held, der kan overgå et menneske, er at blive betalt for at gøre det, man lidenskabeligt elsker at gøre”. Psykolog Abraham Maslow
Da vi næsten bruger størstedelen af vores vågne liv på at arbejde, får jeg lyst til at spørge: Er dit arbejde bare et job, der skal overstås, en karriere, der skal nås, eller er det et kald, som du er passioneret omkring? Der sættes i disse tider fokus på medarbejdernes styrker og engagement. Fordi glade medarbejdere ofte er mere produktive og kreative, hvilket skaber et positivt resultat på virksomhedernes bundlinje. Så er du en glad medarbejder/leder?
Positiv psykologi anvender redskaber og metoder, som er afprøvet videnskabeligt og har fokus på, hvordan vi skaber succes og optimerer vores tilværelse, ikke kun på arbejdet men over hele linjen. Det handler om at rette opmærksomheden mod at udvikle den enkeltes potentiale for at opbygge et bedre liv samt identificere og understøtte exceptionelle evner.
”Det gode liv” eller et mere ”meningsfuldt liv”, skabes ved at blive bevidst om vores styrker og talenter samt at finde ind til et mere optimistisk syn på livet. Vi mennesker udvikler os bedst, når vi gør det, vi er bedst til, altså bruger vores styrker. “Build on your strenghts and manage around your weaknesses! “
Kreativiteten dør ved påvirkning af stress, og derfor kan det være nødvendigt at holde pauser og timeouts i form af meditationer, så vi kan finde ind til en indre balance igen. Forsøg med meditation har netop vist, at der opstår flere positive følelser under og efter regelmæssig meditation, og at den enkelte deltager øger sine kreative ressourcer og oplever en øget tilfredshed med livet.
Det er altså påvist, at når de positive følelser udtrykkes regelmæssigt, får vi et sundere helbred. Vi bliver mere modstandsdygtige over for indre og ydre påvirkninger, når vores sind opleves optimistisk. Vi opnår flere af vores mål, lysten til at hjælpe andre øges, og vi får generelt en oplevelse af mere velvære.
Vi besidder en mental kapacitet og en åndelig drivkraft, der sætter os i stand til at handle ud over vores instinkter. Det hører med til vores natur, at vi gør os overvejelser omkring livets mening. Derfor indeholder positiv psykologi også mere åndelige eller transpsykologiske felter, og her er tale om et mere holistisk syn på det enkelte menneske.